Send ikke ALT for mange pressemeddelelser
Du havde nok ikke regnet med lige præcis denne besked fra os… Men vi mener det virkelig.
PR er en langsigtet investering, ikke en endeløs strøm af e-mails. Derfor er det ikke altid nødvendigt at sende en pressemeddelelse ud, når der er nyt fra egen andedam. Men det er en sejlivet myte, at flere pressemeddelelser giver mere synlighed. For jo, måske ligger din mail kortvarigt øverst i redaktørens indbakke, men hvis du ikke tilbyder reel nyhedsværdi, vil journalister hurtigt begynde at ignorere dine beskeder – eller endnu værre: blokere dem.
Relevans er afgørende
Når du sender en pressemeddelelse ud, skal den indeholde reel nyhedsværdi. Journalister og redaktører bliver dagligt bombarderet med information og har begrænset tid til at vælge, hvilke historier der er værd at følge op på, så sørg for, at din pressemeddelelse faktisk er værd at publicere.
Lad være med at slå falsk alarm
Hvis din organisation udsender for mange pressemeddelelser uden væsentligt nyt, risikerer du ‘ulven kommer’-effekten. For når der så virkelig sker noget vigtigt, bliver din meddelelse sandsynligvis ignoreret, fordi journalisterne ikke længere opfatter din kommunikation som relevant. Beskyt din organisations troværdighed – send kun pressemeddelelser, når du har noget reelt og værdifuldt at fortælle.
Undgå udmattelse
Selvfølgelig sker der mange ting i din organisation, og nogle nyheder er vigtigere end andre. Men spørg dig selv: Er din interne nyhedsstrøm uudtømmelig eller er der en grænse? Ved at dosere dine nyheder kan du sikre, at din kommunikation forbliver skarp og effektiv.
Fokuser din indsats
Det kræver tid og ressourcer at skrive en god pressemeddelelse. Vil du ikke hellere sikre, at de meddelelser, du sender, er virkelig stærke i stedet for at sende flere middelmådige ud? Desuden kan overdreven fokus på pressemeddelelser gå ud over andre vigtige PR-opgaver.
Opbyg relationer
En af de vigtigste PR-opgaver er at pleje relationer til journalister. I stedet for blot at sende en generisk pressemeddelelse kan du med fordel arbejde på at opbygge en personlig relation. Det betaler sig virkelig at tage telefonen og spørge en journalist, hvordan du kan hjælpe, frem for kun at sende information i deres retning.
Foto af Wojtek Witkowski via Unsplash