Smart.pr branchenyt - oktober 2022
Image by Samuele Bertoli via Unsplash
Valg, valg, valg. Selvfølgelig kan vi ikke komme udenom valget i månedens branchenyt, så det er der en del referencer til. Det er immervæk lidt af en guldgrube for PR-folk at iagttage politikeres kommunikation under et valg. Men vi kigger naturligvis også på andre ting. Vi skal bl.a. en tur forbi det nok så omtalte metaverse, AI-grafik-værktøjet Midjourney og Go’ Morgen Danmark.
Valg 1: Det bedste fra valgkampens første uge
Mindshare, 12. oktober 2022
Mindshare gennemgår valgkampens første uge med k-briller. Få en stribe korte analyser af Frederiksens åbningstale, Papes undskyldning, Ellemanns … ja, hvad er det egentlig med ham …, Løkkes indsats i partilederdebatten, Vanopslaghs TikTok-fest og flere andre.
Valg 2: Det bedste fra valgkampen hver dag
Kommunikationsforum, oktober 2022
Hvem kom godt ud over rampen med sine budskaber? Og hvem gjorde sig mere uheldigt bemærket? K-forum har sat tre skarpe kommunikatører til hver dag frem til valget at udvælge vurdere vinder- og tabersager i den politiske kommunikation.
Valg 3: Vi gider ikke høre på dem, vi er uenige med
Mig & min moster, oktober 2022
Men måske er det hele spildte kræfter, for vi gider alligevel ikke høre på dem, vi er uenige med. Og i USA er de ikke længere kun uenige i synspunkter, men også i fakta. Hør mere i den fine podcast “Mig og min moster” med Hanne Feldthus og hendes nevø Marcus.
Hvad er Metaverse, og er der virkelig noget, der hedder Zuck Bucks?
Telving.dk, 1. oktober 2022
Metaverse vil ændre vores syn på verden og måden, vi deltager i den på. Lige fra fabriksgulvet til mødelokalet. Og til dagligstuen, teenage-værelset, gågaden og, naturligvis, kommunikationsafdelingen. Men hvad pokker er Metaverse egentlig?
Kan robotter erstatte grafikere?
Journalisten, 13. oktober 2022
Alle illustrationer i den seneste udgave af fagbladet Radiografen er lavet ved hjælp af kunstig intelligens. Redaktøren ser det som et supplement til uddannede grafikere, men holder det på lang sigt?
Hold nu kæft med det Go’ Morgen Danmark!!!
Mindshare, gamle dage
Beklager, men vi er igen forfaldet til at bringe en halvgammel artikel. Men den er tæt på eviggrøn, fordi den handler om noget, mange af os nok har prøvet: En, der kommer og spørger, om vi ikke lige skal have historien i Go’ Morgen Danmark.
Kommunikationsforum, 17. oktober 2022
"… vi har ytringsfrihed, men ikke ytringspligt. Forstået på den måde, at vi nogle gange skal melde proaktivt ud for at lukke ned for sager, der kan blive meget større, hvis pressen er de første, der melder ud om det," siger Anders Dam fra Jyske Bank bl.a. i dette gode interview.
Journalisten, 12. oktober 2022
6 ud af 10 printmedier giver overskud, viser aktuel rapport. ”Generelt er der en tendens til dommedagsprofetier om mediebranchens økonomi. Der er ganske vist medier, som er udfordrede, men ser man bredt på det, er der en udmærket soliditetsgrad,” siger en ekspert.
Danske CEO superbrands 1 - hænger penge og synlighed sammen?
Kommunikationsforum, 12. oktober 2022
Kforum har anmeldt CEOs fra de største danske virksomheder på deres evne til at kommunikere i en tid med woke, klimakrise, energikrise, recession og krig. Artiklen har verdens længste manchet, men den er god alligevel.
Danske CEO superbrands 2 - penge og synlighed hænger sammen!
RelationsPeople, 20 september 2022
Vi fortsætter i toplederland. Knap halvdelen af en virksomheds markedsværdi skyldes i følge en måling, RelationsPeople her refererer, topchefens omdømme. Det understreger behovet for at arbejde strategisk med topchefens positionering og kommunikation.
Valg 4: Breaking: Politiker skifter holdning
DR.dk, 13. oktober 2022
Vi har tidligere skrevet om gode overskrifter, og denne artikel siger en del om både overskrifter og politik. Ud af 29 svar fra Alex Vanopslagh har DR nemlig valg det, hvor han medgiver, at han har skiftet holdning. Smart.pr drømmer om den dag, hvor det ikke længere er en nyhed, at nogen er blevet klogere.
Husk de internationale
Vi har sagt det før, og vi siger det igen: De kan også noget i udlandet, så hvis du har lyst til mere k-stof så flyv ind på de internationale PR- og kommunikationssites og se, hvad der rør sig 👇
Photo by Chris Slupski via Unsplash