Hvorfor vi ikke sælger engangspressemeddelelser
… men kun tilbyder årsabonnementer til fagfolk
Folk spørger ofte, om de kan få en god pris på udsendelse af én enkelt pressemeddelelse. Vi forstår godt spørgsmålet. Nogle gange kan man sidde med en nyhed så varm, at det eneste rigtige synes at være at dele den med fuld styrke. Men vi siger altid nej. Læs her, hvorfor.
Håndværk tager tid
Kommunikation er et smukt håndværk. For at udøve det på højt niveau, har du brug for de rigtige værktøjer. Pressemeddelelsen er bestemt et af dem, og det samme er et stærkt system til at udsende den med. Men at udsende én pressemeddelelse til en lang liste af modtagere, du ikke kender, er sjældent den rette måde at bruge værktøjet på. Pressearbejdets værdi træder først for alvor frem, når det ses som en integreret del af en langsigtet plan. Lad os forklare!
Du, som er en del af kommunikationsbranchen, ved, at vi konstant tænker på budskaber. Som ansat i en virksomhed er budskaberne noget, som forbedres og forfines løbende. De budskaber, du formidler, udvikler sig som en historie og vokser med din organisation. Her er en pressemeddelelse et øjebliksbillede; det er kun én sætning i historien.
Kommunikationsprofessionelle tænker også konstant på modtagerne af meddelelsen. Hvem værdsætter min historie? Hvem fortæller den videre? Og hvem er kritiske og hjælper organisationen videre gennem diskussion og måske nogle gange ligefrem gennem strid? Det tager tid at lære sine modtagere at kende.
Som kommunikationsprofessionelle ser vi tillige værdien af at opbygge gode relationer; vi fokuserer hver dag på at øge værdien af vores netværk. Vi gør det ved at levere kvalitet. Og vi ved, at det kræver tålmodighed og en langsigtet indsats.
Det bringer os tilbage til engangspressemeddelelsen udsendt til en lang liste over mennesker, du ikke ved, hvad laver, interesserer sig for og skriver om. I den kontekst er den som et skud spredehagl, der på længere sigt risikerer at gøre mere skade end gavn.
Udviklingen af en god kommunikationsstrategi og de rigtige budskaber tager tid, og det tager tid at lære sine målgrupper at kende. At opbygge værdifulde relationer tager endnu mere tid.
Vi synes også bare, det er sjovere at arbejde for professionelle
Det er en fornøjelse at se dygtige håndværkere arbejde. Når du kigger nøje på en dygtig snedker eller en dygtig kok, der er optaget af sit arbejde, vil du bemærke, at ansigtet er afslappet. Hvis opgaven er ekstraordinært svær eller kompleks kan du måske se en rynke i panden eller en tunge i mundvigen. Men hvis du er opmærksom, vil du se, at de dygtigste håndværkere har et skær af sindsro over deres ansigt, når de arbejder.
Vores mål hos Smart.pr er, at vi ved at udvikle gode redskaber kan yde vores beskedne bidrag til at skabe og opretholde denne ro hos vores brugere: Dygtige kommunikations- og PR-professionelle.
Udover ikke at tro på ”engangskommunikationsgranater”, finder vi det i al hemmelighed også sjovere at arbejde for professionelle. Hver dag ser vi smukt eksekverede kampagner fra børsnoterede selskaber, NGO´er, ministerier og mange andre, hvor vores værktøj spiller en vigtig rolle. Vi kan godt afsløre, at det er en god fornemmelse.
Derudover giver professionelle fagfolk i øvrigt også den bedste feedback. Fagfolk ved nøjagtig, hvad du har brug for, og de er ikke bange for at dele det med os. På den måde medvirker vores ”nej tak” til engangspressemeddelelser også til at skabe et bedre PR-værktøj til alle.
—
Leder du stadig efter en måde at dele dine nyheder med verden på? Vi hjælper naturligvis gerne med at finde en god rådgiver. Hvis du blot vil tale med os om branchen, er vores dør altid åben. I øjeblikket kun vores digitale dør, dog. Som de fleste andre, arbejder vi for tiden hjemmefra.
Photo: Nicolas Hoizey via Unsplash.