Moralsk kompas for PR-professionelle

PR handler om indflydelse. Men hvornår bliver det umoralsk at påvirke mennesker? Alle som arbejder inden for PR-feltet bør stille sig selv det spørgsmål. I denne artikel hjælper vi dig på vej.

Som PR-medarbejdere er vi med til at påvirke folk. Uanset om man arbejder for et olieselskab eller en velgørende organisation, ønsker man, at organisationen skal værdsættes, og det gør man alt for.

Eller, ikke alt. Du bruger ingen fysisk magt, ingen tvang, ingen afpresning. Men hvor går grænsen? Er bedrag tilladt? Kan du påvirke folk, uden at de er klar over det? Og kan du repræsentere alle, eller skal du afvise nogle organisationer eller virksomheder af princip?

Når PR-professionelle bliver stillet den slags spørgsmål, har mange en tendens til at pege på loven. Hvis det er tilladt, så er det godt. Men det er en svaghed. Et forsøg på ikke at skulle tage ansvar for de valg, du træffer. Vi skylder vores profession og samfundet at tage stilling til os selv kritisk.

Så det skal vi gøre.

Personlig etik

I et tidligere stykke diskuterede vi moralkodekset for Public Relations Society of America. Kodekset er nyttigt, men det bør kun være et udgangspunkt. Ellers bliver retningslinjerne bare en måde at pege videre på en anden myndighed på. Hvis der er kunder med kritiske spørgsmål, eller den offentlige mening rammer os, bliver vi flove. Hvis man virkelig ønsker at være stærk, har man brug for at have sin egen personlige etik i stedet for en skabelon.

I arbejdet med det kan du blive hjulpet af Joop van der Pligt og Michael Vliek, der i The Psychology of Influence stiller præcis det spørgsmål, som vi skrev i starten af indlægget her: hvor langt kan du gå?

Det, der gør dette spørgsmål så spændende, er, at svaret er forskelligt for alle. Det bør være forskelligt. Vi vil heller ikke diktere, hvor grænsen præcist går, da det er netop op til dig.

Mellem ærlighed og fidus

Det vi kan sige er, at din position vil være et sted mellem to ekstremer. På den ene side den græske filosof Platon, der troede på, at folk med retorisk talent kun skulle tjene sandheden. Så ædelt som dette perspektiv er, er vi ikke filosoffer. Vi tjener ikke sandheden, men klienten. For eksempel foretrækker vi at nævne fordelene snarere end ulemperne ved et produkt, som vi promoverer. Så ærlige skal vi være.

Men det betyder ikke, at sandheden ikke er vigtig. Hvis den bliver det, ender vi i den anden ende af spektret: de skrupelløse. De mennesker, der måske kalder sig PR-professionelle, men som er mere tilbøjelige til at være svindlere. Det er de mennesker, for hvem alt er tilladt, så længe loven tillader det. De bedrager, så længe de kan. De tjener tvivlsomme politiske partier, så længe de betaler pænt. De er ligeglade med en moralsk grænse, fordi de er rent egoistiske.

Heldigvis er der lov til at modarbejde de skrupelløse. For eksempel var der for nylig nyheden om, at Europa-Kommissionen går efter influencerne, der kaster om sig med dårlig økonomisk rådgivning, der får unge til at miste deres opsparing. Tager man PR-erhvervet alvorligt, vil vi holde os væk fra det og have tendens til Platons kærlighed til sandheden.

Udforsk din egen gråzone

Vi bør være forsigtige med at føle os bedre end disse influencers. For det er netop selvtilfredshed, der kan stå i vejen for, at vi overvejer vores egne moralske problemer. Der er masser af former for PR, der lyder harmløst, men i praksis ikke er det. Vi kan repræsentere virksomheder, der sælger lægemidler, der angiveligt forbedrer sundheden, når det aldrig er blevet bevist. Vi kan hjælpe politiske partier, der marginaliserer hele befolkninger, der fremmer had og frygt. Eller endnu vanskeligere: Vi kan fremhæve almindelige, velkendte multinationale selskaber, der kun sælger sukkerprodukter, mens fedme bliver et stigende problem.

Om du gør det, er op til dig. Det handler om at vide, hvorfor du gør det. Vores erhverv er per definition et etisk minefelt, som Van der Pligt og Vliek opsummerer det meget pænt. Fordi det er en svaghed at gemme sig bag loven, er vi afhængige af os selv. Med hver opgave, vi påtager os, med hver kampagne, vi fører, hver historie, vi bringer ud i verden, skylder vi os selv, vores felt og samfundet: er det muligt? Ikke som i: kan jeg lave det, kan jeg slippe af sted med det? Men et meget mere grundlæggende spørgsmål: svarer det til de værdier, jeg har?

Hvis svaret er nej, er man nødt til at foretage justeringer eller simpelthen nægte at levere sine tjenester. Hvis svaret er ja, kan man udøve mit erhverv frit og uden samvittighedsindsigelse, fordi man ved, at man vil være i stand til at besvare ethvert kritisk spørgsmål uden problemer. Man har trods alt et personligt kodeks.

Foto af Simon Berger via Unsplash