Sådan skriver du en pressemeddelelse, der er let at læse
Den gode historie står i centrum af enhver presseindsats. Men hvad hjælper det, hvis den er formidlet i kringlede sætninger, eller hvis det vigtigste drukner i flotte fyldord? Vi ser nærmere på, hvordan du sikrer dig, at dine pressemeddelelser er nemme at læse.
Den østrigsk-amerikanske sprogforsker Rudolf Flesch gik bort, før verden blev beriget med ting som internet, sociale medier og Teams-møder. Og måske ville han også have haft svært ved at kapere det. I hvert fald lyder hans mest berømte citat sådan her:
”Sig, hvad du har at sige, og stop så”
Det er jo lige før, man rødmer. Har vi allerede glemt hans gode råd her i indledningen? Nå, men så lad os da komme til sagen. Flesch skabte nemlig The Flesch Readability Score, og selvom den har nogle år på bagen, kan vi stadig lære af den. De syv tips nedenfor er alle taget direkte derfra.
1. SKRIV KORTE, KLARE SÆTNINGER
Din pressemeddelelse er ikke stedet for litterære ambitioner. Vi forstår godt, hvis du gerne vil udgive en roman, men glem det for nu. Gå direkte til pointen og gør det klart og tydeligt. Dine læsere vil takke dig mere for klarhed end for sproglige krummelurer.
2. BRUG PERSONLIGt PRONOMEN
Når du bruger jeg, vi eller dem, fortæller du også, hvem der udfører en handling eller er afsender af et citat. Så behøver læseren ikke spekulere over, hvem der hører til hvilket verbum. Det gør det hele lettere at læse.
3. NÅR DU HENVISER TIL ET SUBSTANTIV, SKAL DU GENTAGE DET
Når vi skriver, henviser vi ofte til noget, der blev sagt i en tidligere sætning. Men mange læsere har dårlig korttidshukommelse, og derfor er det bedst at gentage et substantiv, når man henviser til det. Det kompenserer for den. Kompenserer for hvad? Den dårlige korttidshukommelse selvfølgelig ;-)
4. SKRIV IKKE, HVAD DU IKKE VILLE sige
Talesprog og skriftsprog betragtes ofte som modsætninger, men det er ikke altid tilfældet. Når du vil skrive noget, som er let at læse, hjælper det nemlig at skrive som du taler. For lad os se det i øjnene: ”At se noget for sig" er langt klarere end "at visualisere noget".
5. skriv kun om Ét EMNE Per AFSNIT
Et godt afsnit starter med en nøglesætning, der beskriver emnet. I de næste sætninger kan du give flere detaljer. En god tommelfingerregel er at begrænse dig til allerhøjst fem sætninger per afsnit. Er emnet tilstrækkeligt belyst, og går du i gang med noget nyt? Så er det også tid til et nyt afsnit!
6. BEGRÆNS ADJEKTIVER OG STAVELSER
Less is more, når det kommer til læsbarhed. En fuldstændig sindssygt overdreven brug af sprogets allermest fantastiske superlativer kan måske virke effektfuld, men det gør ikke din pressemeddelelse mere forståelig. Og hvis det handler om en hund, så lad være at skrive om din altid pelsklædte firbenede ven.
7. BRUG et SPROG, DIN LÆSER FORSTÅR
Sæt dig i din målgruppes sted, når du skriver en pressemeddelelse. Undgå uldent sprog og teknisk jargon. Allokerer I flere økonomiske resurser til en styrket præventiv indsats mod underslæb og mandatsvig? Eller bruger I flere penge på at forebygge svindel?
Fotorettigheder: Jess Bailey fra Unsplash