7 sejlivede myter om PR

Der er masser af holdninger til PR. Nogle kalder det et bullshit job, mens andre siger, at disciplinen er stendød. Sandheden er dog, at det både forkætrede og forjættede fag lever i bedste velgående og mere relevant end nogensinde før. Lad os se nærmere på nogle af de mest kendte og sejlivede myter.

En PR-konsulent kan løse alle dine kommunikationsproblemer

Selvfølgelig er der noget om snakken, men det er langt fra hele sandheden. Succesfuld PR kræver først og fremmest en investering fra begge sider. Et godt samarbejde mellem konsulent og kunde er alfa og omega. Det indebær f.eks. at kunden hjælper med at finde historier, sætte mål og definere den rigtige tone. Hertil kommer en ofte intensiv dialog og, ikke mindst, tillid og forståelse. Konsulenten må acceptere kundens præmisser, og kunden må lytte til rådgivningen og fx acceptere, at PR er væsensforskelligt fra marketing. Ellers er det ofte bedre at droppe det. En halv løsning kan hurtigt blive værre end ingenting.

PR går ud på at sende pressemeddelelser til journalister

Sludder! PR er meget mere end det. Bevares, traditionel PR kræver stadig regelmæssig udsendelse af pressemeddelelser til journalister og redaktioner. Men en dygtig PR-professionel benytter langt flere metoder til at få historierne ud: begivenheder, pressekonferencer, analyser, der driver omtale, udgivelse af indhold på egne kanaler, at lave en podcast med direktøren, at få dine egne eksperter til at deltage i talkshows … Listen er lige så lang som fantasien er levende!

Traditionel PR er død

Hvis du med traditionel PR mener at stencilere pressemeddelelser, som sendes til røgfyldte redaktionslokaler i brune kuverter, ja så har du bestemt en pointe. Men på trods af at mange jobtitler i dag handler om det digitale, og på trods af, at megen kommunikation vitterligt foregår online, ja så fylder opretholdelse af medierelationer og udsendelse af pressemeddelelser faktisk mere end nogensinde. Der er mange flere medier, og de er ganske fragmenterede. Det gør det mere relevant end nogensinde at have folk på holdet, der er arbejder på at skabe og vedligeholde gode medierelationer. Med de mange stærke nichemedier, er der flere muligheder end nogensinde før.

"Du starter heller ikke en virksomhed uden WiFi."

- Lisa Buyer, social PR-secrets

Du kan jo bare afprøve PR i tre måneder

Fuld tilfredshed med det samme eller pengene tilbage! Desværre ikke. Du bliver nødt til at tage springet: PR er en langsigtet investering eller rettere en investering som aldrig stopper. Eller, som Lisa Buyer fra podcasten Social PR Secrets siger, og som dette indlæg er løst baseret på: du starter heller ikke en virksomhed uden wifi. Eller, for den sags skyld, med at prøve det i tre måneder for at se, om det er noget for dig.

Jeg starter med PR, når det bliver nødvendigt

Når de negative historier om din organisation først er i omløb, tager det lang tid at begrænse skaden. Helgardere sig kan man aldrig, men det er nemmere at bruge tid på at få den gode og ærlige historie til at fylde, end at satse på at børste skidtet væk, når først det har ramt propellen. Og du kan faktisk ikke starte tidligt nok. Det tager oceaner af tid at forklare og formidle en kompleks historie med mange detaljer, som kun din organisation kender, til alle jeres interessenter.

PR er et bullshit job

Når man taler om udtrykket bullshit jobs, opfundet af David Graeber, nævnes PR meget ofte som et af eksemplerne. Ja, faktisk ofte som det første eksempel. Som svorne PR-entusiaster fik det os til at dykke ned i sagen. Vi skrev et omfattende essay om det for at besvare spørgsmålet én gang for alle: "Er PR et lortejob?". Den kommer på dansk senere, men indtil da kan vi sige det helt kort: der er mere bullshit-PR, end de fleste af os bryder os om at tænke på. Men helt inde i kernen, er det også et ekstremt relevant erhverv med en rig historie. Et fag, der både kræver håndværksmæssig kunnen, erfaring og talent.

Det er kun lykkedes, hvis vi får et opslag i et landsdækkende medie

Pjat! Mediebilledet er ekstremt fragmenteret, og de små medier er mere relevante end nogensinde. Enhver kan starte en blog, en YouTube-kanal eller en podcast, og det sker ofte. Alle er et medie. Det gør PR så meget desto mere relevant: det er svært at opbygge et netværk. Og det tager tid. Gode historier bringes også på små medier, og glem ikke: hvis et større medie får en historie fra dig, vil de ofte søge i tidligere medieomtale. I den situation er det en kæmpe fordel at se, at din organisation faktisk har noget at fortælle, som interesserer omverdenen. Og at talspersonen spytter skarpe oneliners ud på stribe, eller at den administrerende direktør formår at levere et godt interview.

Forrige
Forrige

Alt hvad du som PR-professionel har brug for at vide om Faceless Publishers

Næste
Næste

I samtale med Peter De Meyer fra Universitetet i Antwerpen