Lav gode citater til din pressemeddelelse: 10 konkrete tips

Photo by The Climate Reality Project via Unsplash

Citater i pressemeddelelser ender gerne som halvtomme klicheer. Det er synd, for et velskrevet citat giver både troværdighed og personlighed til din pressemeddelelse.

Citater er standardkomponenter i de fleste pressemeddelelser. Hvis de laves dygtigt, kan de både gøre din pressemeddelelse mere relevant og sjovere at læse. Her får du 10 konkrete tips til at vride gode citater ud af tastaturet (eller til at lade være!).

Har du brug for et citat?

Det er ikke en selvfølge, at en pressemeddelelse bliver bedre af et citat. Hver gang du skal skrive en ny så spørg dig selv, om det nu også er relevant. En personlig udlægning fra en talsperson kan være et godt og naturligt supplement til både en børsnotering, en prisoverrækkelse og en præsentation af det nye medlem af bestyrelsen. Men hvis I har udvidet jeres åbningstider, føjer et citat næppe meget relevant til historien. 

Citer en relevant person

Lad en person i den rette position komme til orde. Det kan være en fra bestyrelsen eller direktionen, men det kan også være en dygtig og anerkendt specialist. Eller sågar en berømthed. Hvis man nu tilfældigvis er så heldig at have en kronprinsesse som protektor eller en kendt skuespiller som sponsor. I alle tilfælde er det naturligvis afgørende, at den citerede person har det rette link til både organisationen og emnet.

Bed ikke om et citat - bed om et svar

Når du beder om et citat, får du som regel en noget ulden tekst, der kun ligner et citat, fordi den står i citationstegn. Et godt citat vækker følelser, giver liv og gør din pressemeddelelse menneskelig. Det kan du opnå ved at lade citatet være svar på et spørgsmål. Hvad betyder disse oplysninger for kunderne? Hvilke udfordringer møder du? Og hvorfor gør du overhovedet dette?

Undgå at drukne i statistik og information

Det kan være fristende at drysse tal ind i citatet og læsse det tungt med information. Og der er noget rigtigt i, at det kan virke troværdigt, hvis den citerede person er en respekteret og dygtig ekspert. Alligevel er det vigtigt også at være kortfattet og huske, at en høj informationstæthed sjældent gør et citat bedre. Meget ofte er det et mere oplagt valg at formidle følelser fremfor at rapportere fakta.

Undgå klichéer

Citater er ofte så klichéfyldte, at det næsten er en kliché i sig selv at advare om det. Naturligt nok. Alle er jo stolte og ydmyge. Alle har store forventninger til den kommende premiere. Men bidrager disse floskler egentlig med noget relevant? Nej, ikke rigtigt. Medmindre det handler om personlige portrætter er journalister som regel fløjtende ligeglade med, hvordan du har det. De vil gerne skrive artikler, læseren får ny indsigt fra. 

Hvor skal citatet bruges?

Husk det publikum og det medie, du sigter mod med din pressemeddelelse. En Instagram influencer har begrænset plads i billedteksten, mens en journalist fra Børsen har noget mere plads at gøre godt med.

Brug talesprog

Det bør ikke komme som en overraskelse, men et citat skal faktisk lige netop være et citat af, hvad nogen har sagt. Det er noget, rigtig mange overser, men har du egentlig nogensinde hørt nogen sige, at "Den socioøkonomiske udvikling gør det relevant for vores organisation at genoverveje vores mål med henblik på at leve op til de berettigede krav fra aktionærerne"? Næppe. Til gengæld kunne nogen godt finde på at sige, at ”Det er svære tider, og det kan vi selvfølgelig også mærke her hos os. Det indretter vi os på, så vi er sikre på, at vores aktionærer bliver ved at være glade.”

Hold det kort

Ingen kan lide lange tirader. Et citat skal være kortfattet og kraftfuldt. En sætning eller to er fint. Men begræns dig til højst ét afsnit. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt et citat er for langt, så lyt til tvivlen. Den er sikkert berettiget.

Undgå at dit citat bliver overset

Nogle anbefaler at placere citatet sidst i din pressemeddelelse. Dette er dog ikke nødvendigvis den bedste løsning. En pressemeddelelse skal kunne læses fra toppen og skæres fra bunden, så hvis du har skrevet et formidabelt citat med hjælp fra denne artikel, er det synd, hvis det bliver overset.

Læs også: Brug journalistens egen metode, når du laver PR

Fed og kursiv

Sørg for, at dit citat fanger øjet. Det skal være tydeligt, at nogen bliver citeret. Mange sætter personens navn med fed skrift, citatet i kursiv og i "citationstegn". Men hvis du sender din historie til ét medie, er det selvfølgelig god service at lægge dig op ad mediets egne retningslinjer.

Har du i øvrigt lagt mærke til, at mens dagbladet Politiken sætter kommaet efter et citat uden for citationstegnet, står det i de fleste andre dagblade inden i citationstegnet?

Husk også at medtage stillingsbetegnelsen på den citerede.

"Med disse tips er du klar til at skrive et stærkt citat til din næste pressemeddelelse," siger Erik Hulsbos, tekstforfatter hos Smart.pr.

Photo by The Climate Reality Project via Unsplash

Forrige
Forrige

PR og markedsføring: Forskelle og ligheder

Næste
Næste

Smart.pr branchenyt - september 2022